Nordisk mirakelcreme
Som ekspert i nordisk hud ved jeg, hvor stor betydning foundation har. Jeg benytter mig udelukkende af en islandsk serie, som jeg selv har været med til at udvikle. Den består af serummer udvundet af fiskeaffald og er dermed smækfuld af de uundværlige omega 12 fedtsyrer, som er så vigtige for fin og nordisk teint.
Pimp dit fodtøj
Glem endelig ikke at skrubbe efter et dejligt brusebad. Husk at dine fusser er et aktiv, om du er en singlepige eller om den står på forkælelse af partneren. Og hvad er lækrere end et par velplejede pusselanker med godt med lak i en flot pump? "Ja, jeg spørger bare", griner Sofiie Ninette.
Husk lige tandbørsten!
og ikke kun til bisserne, formaner Sofiie Ninette, men skrub gerne løs med blide bevægelser på problemområderne. Tag evt. en dråbe fiskefoundation (den islandske) på børstespidsen og kør i små cirkelbevægelser ved næsefløjen, på pigmentforandringer og ved opstående acne. Din hud vil elske dig for det.
Kickstart dine skønhedsrutiner
Minimer tidsforbruget fra morgenstunden og stil dine produkter i den rækkefølge, du bruger dem. Derved kan du hurtigt komme igennem morgenritualet og gå dagligdagen i møde. Når du så kommer hjem, kan du forkæle dig selv i dit badområde med masser af lækre produkter til hud og hår.
Vægtkontrol? Ikke hos mig!
Jeg har lært at spise efter principperne fra
glad-mave.dk Det gør, at badevægten er fuldstændig overflødig - et hurtigt blik i spejlet, og jeg ved, hvis det er tid til at sætte ind med lidt extra fedtforbrænding. En uge med kålsalat og intensiv zumba, og jeg er tilbage i topform.
Invester i kvalitet
"Livet er for kort til dårlig creme" er et motto, jeg bruger tit. Skandinaviske kvinder er tilbøjelige til at slække på kvaliteten, og det kan ses, mener Sofiie Ninette og benytter lejligheden til at give de danske kvinder et fur - stram op, gør en forskel! Sig goddag til verden og efteråret med en fed ansigtscreme, en uundværlig skrubbecreme og en lækker hverdagsduft, der ikke stjæler billedet, men understreger din personlighed.
Din personlige x-faktor
Vælg dine dufte med omtanke - de er dit visitkort udadtil og tit det indtryk, andre får af dig længe inden de ser dig en face. Tag en duft for livet på samme måde, som du vælger partner - vid, at I skal følges ad resten af livet på godt og ondt. Jeg har i samråd med sin mand udvalgt 3 dufte, som dækker samtlige behov for dagsduft, festduft og så "den ukendte duftfaktor" som jeg kalder den - når noget uventet sker, som skal markeres. Som da jeg fx afsluttede mit selvstudie hos Ole Henriksen og pludselig kunne kalde mig autoriseret beautinista - det var en dag, der skulle markeres med en særlig duft, fortæller Sofiie Ninette.
Kronen på værket
Mine smykker fortæller en historie og fuldender indtrykket af velplejet hud og hår. Det grønne tiara er en gave fra min skønne mand.
Lak-lak-lak
"Forlad aldrig hjemmet uden en ordentlig lak", sagde en klog kvinde en gang til mig, og det råd har jeg holdt ved, fastslår Sofiie Ninette. I dette efterår er favoritten "Crazy menses" fra Claude-Couture.
Voluminøse lokker
En børste af en god kvalitet er et must-have i din toilettaske. Tag så mange strøg du orker morgen og aften og oplev en eksplosion af hår i dit ansigt, når frost og kulde sætter ind og omdanner dit hår til et festfyrværkeri af statisk elektricitet. "Lige til at blive i godt humør af", ler Sofiie Ninette og fortsætter sin skønhedsvandring udi det danske efterår.