Mød redaktionen

SOFIE KURLAND 38 ÅR, STYLIST
 
Sofie elsker alt der glimter og er tit at se i nytårsstilletter og pailletter selv på en kedelig tirsdag.
Sofie er opvokset på landet og har derfor et stort hjerte, når det gælder dyr.
Sofie har engang fået tyggegummi i håret og kreerede herefter en korthårsfrisure, der dannede mode i Bagsværd en hel sommer.
Sofie har stylet modellerne i serien: Vis os dit sommertøj - og her blev hun inspireret af frugt. "Frugt er bare så lækkert", hørte vi hende sige med munden fuld af banan i tide og utide.
Sofies mand Rene bliver tit sendt i byen efter te - og det skal være Kusmi, siger Sofie, som især er tilhænger af karamelteen. Sofie har sin egen tekop på redaktionen.
"Min drømmerejse skulle nok gå til Sverige" forklarer Sofie - "jeg er bidt af alt, der minder om Astrid Lindgren, og jeg vil vildt gerne møde Pippi, som er så sej."
Sofie fik aldrig skrevet sit speciale færdigt, fordi hun spillede Tetris.
METTE CLANTE, 41 ÅR, IDENTITETSCOACH OG HANDYWOMAN
Mette ser skønheden i alt omkring sig. En skrammet taburet, en etbenet frø, en bunke perlebyg. Når hun træder ind i et rum, ved hun med det samme, hvor guldet ligger og går målrettet efter det.
Det er ikke uden grund, at stjernefrisøren Gun-Britt har udset sig Mette som muse og husmodel.
Mettes fortid som punker i det hårde Hellerup-miljø fornægter sig dog ikke, når hun i sine rive-collager af gamle Søndags-BT demonstrerer sin mørkere side.
Da Mette var barn, drømte hun om at blive sin generations Bjørn Wiinblad, og hendes tegnekunst er da også meget tæt på mesterens. Heldigvis valgte hun at gå andre veje og blive noget med mennesker i stedet, og det er vi mange, som er glade for!
Mettes yndlingsrejsemål er den sibiriske tajgaslette, hvor hun en måned om året lader op i sit telt af rensdyrskind, alene på tundraen med sine tanker og en bunke urter og svampe.
Motto: "Livets pølse er speget, kom lidt syltemøj på".