tirsdag den 30. august 2011

Tipper:

fjer, pels og krokodille
man spørger ikke en dame om hendes alder
blev ikke født med en guldske i munden men kom siden efter det
går altid med neglelak
har et anstrengt forhold til sin datter
spiser som en fugl
drikker meget men af små glas (rører aldrig øl, det smager rædsomt)
er i centrum
er elendig i et køkken
bryder sig ikke om at sidde og kukkelure

klicheklummen

Vinteren ligger som en stor kold og våd dyne over Danmark. Buschaufføren
er sur og råber: ryk tilbage i bussen! En tyk mand vælger at sætte sine
våde sko oven på mine sprit nye støvler, som godtnok er købt på udsalg,
men som sandelig ikke har været billige, skulle jeg hilse og sige. Får
lyst til at plante min tårnhøje hæl i hans uendeligt grimme sko, men
besinder mig. Man har vel lidt opdragelse med i håndbagagen. Men det har
min tykke støvle-hærger åbenbart ikke, for der kommer ikke så meget som
en lyd over hans læber. Det koster ellers ingenting at sige undskyld.
Men det er åbenbart kun kvindekønnet forundt at bruge det lille ord slår det mig.

Dagen går sin gang, kantinen serverer en gryderet, der ligner noget
katten har slæbt ind, skrivebordet er ved at bukke under for byrden af
ventende opgaver og chefen er sur. Kan det blive meget mere vinter i
Dannevang? Hvor svært kan det være at smile lidt under personalemødet eller lade en venlig bemærkning falde når man lægger endnu en stak opgaver fra sig?

Henad fyraften tikker der heldigvis en SMS ind - "hej søde, jeg har te på kanden og min lokale sushi-pusher er klar med en omgang maki - kig forbi og få varmen" Det er min vidunderlige veninde, der med sin fantastiske intuition har kunnet mærke mit vintermørke humør og nu tager hun affære - jeg smider de dyre støvler i hendes entre og slår benene op i sofaen - og så bliver der ellers knævret om alt mellem himmel og jord - om det sure vejr, og hvad det gør ved folk, om de mange dejlige sommeraftener der venter os med kølig hvidvin i glassene, om mænnerne, der aldrig har overskud nok til at se hvad en kande te og en god snak kan gøre ved folk på en råkold vinterdag. Hip hurra for det stærke køn, der ved hvordan man kommer helskindet gennem årstiderne og som med få midler kan vende vinter til vår alene med en velduftende, dampende kop te og en livsgivende snak.

Til fods med dig selv - gå dig til større selvindsigt.

Til fods med dig selv - gå dig til større selvindsigt. Ved gangterapeut Sofie Kurland og forstcoach Mette Clante.
Nye holdstart hver uge. Mødested: Bautastenen ved Hareskov Station. Husk fodtøj og påklædning efter vejret. Medbring knæpude. Pris for 6 moduler: 1750 kr. (kontant)
Er du kørt fast i dit liv? Står du helt stille? Er der kun en lille, tynd stemme tilbage? Få nye kræfter mens du går i den smukke natur. Vi træner iagtagelsesevne og benmuskler på én gang. Hver session består af opvarmning i rask gang, så blodet ruller i årerne. Når pulsen er i vejret, kan vi bedre mærke os selv og de impulser, vi modtager fra naturen, fra andre og ikke mindst fra os selv.
Meditation og ro finder vi ved at indtage knælende position (husk pude) mens vi studerer et dyr, en sten eller en plante efter eget valg. Mærk efter og respektér dine følelser, som opstår ved det intense nærvær med et egern, en stykke gnejs eller en anemone. I starten er det hårdt for knæene, så vi lægger blidt ud med 40 minutter men træner os efterhånden op til tre-timers sessions.
Når roen og erkendelsen har lejret sig i vores sjæl og legeme, fortsætter vi vandringen, nu med lukkede øjne. Denne øvelse træner fokus og tillid, når eneste "livline" er en tynd silkesnor, ført af kursuslederne.
Hver seance slutter med en liflig kop te, brygget på violrod og storkenæb, som virker bundfældende for dagens indtryk. (Sukkerknalder kan købes for et beskedent beløb). Alle deltagere vil få udleveret en notesbog i ægte moleskin (imiteret) med henblik på at nedskrive de forandringer, som efterfølgende registreres i det psykiske og fysiske velbefindende. Fra gang til gang vil kursuslederne udvælge og recitere passager af særlig indsigtsfuld karakter, så alle får glæde af de nærende budskaber og observationer.
OBS: Efter tilmelding anbefales det at forberede venner og familie på, at man i kursusperioden står uden for de gængse forpligtelser som samvær og konfliktløsning for at optimere udbyttet af kursets helende og kompulsive kræfter.