tirsdag den 20. december 2011

Min jul: Mette Clante

Feng shui-konsulent og mindfulnesscoach Mette Clantes penthouselejlighed i Gentofte er et skatkammer af julestemning i december måned. Mette byder velkommen iført sine røde filttøfler, som hvert år tages frem den første søndag i advent og markerer julens komme. ”For mig er det først rigtig jul, når tøflerne tages ned fra loftet og pakkes ud af silkepapiret”, siger Mette og byder på Kusmis julete og hjemmebagte finskbrød. På trods af en fuld booket kalender har hun al pynten klar 1. søndag i advent. "Det er et spørgsmål om prioritering", ler Mette.

Nedtælling til juleaften. Årets kalenderdekoration er bygget op omkring temaet kultur/natur. Discokuglerne symboliserer det civiliserede og er samtidig en skæg hentydning til Mettes store danseglæde. Svampene symboliserer vildskab og utæmmelighed og får Mette til at tænke på skoven, hvor hun dagligt henter mentalt overskud under sine løbeture.
 
Hyggen driver ned ad væggene i Mettes julekøkken. Her er købt ind til æbleflæsk, som familien elsker - i Mettes version tilføjet et pikant pift i form af hotte peberfrugter. Mælken er fra Løgismose og koppen har Mette selv drejet og glaseret som led i en mindfulness-proces.
 
Yin yang-princippet går igen overalt i den julepyntede lejlighed. Her opblødes lampens kolde krom af en organisk svungen sukkerstok og et varmt, hjemmequiltet julehjerte. Udsigten til den stedsegrønne have fremmer den skønne fornemmelse af fred og harmoni.

På det nyskurede trægulv har Mette lagt de sirligt indpakkede adventsgaver til børnene i en majestætisk stabel. Det pynter og skaber en dejlig julestemning uden for mange dikkedarer.


Vindueskarmen i al sin pragt - klædt på til højtiden. Sæsonens julestjerne optræder side om side med forårsvarsleren hyacint i den hvidmalede karm. Med løs hånd har Mette plantet blomster og lys i sommerens for længst tømte sylteglas. Romantik for alle pengene.

 
Julestemning kan skabes med få ideer. Her har Mette Clante været i Vangede for at finde det fine gavepapir, som er lige ved hånden og samtidig pynter. I år har Mette valgt jordfarver i selskab med panglilla, fordi, som hun siger: ”Det er ikke så vigtigt, hvad der er i pakkerne, når bare indpakningen stråler og lader modtageren vide, at der er lagt tid og kærlighed i projektet”.


torsdag den 15. december 2011

Stjæl stilen: Nissemor


Nissemor er kendt for sin feminine, casual stil og er ikke bange for at mixe det traditionelle look med rå detaljer, tilsat godt humør og masser af frisk frugt.

Nissemor sværger til det klassiske look, men det bliver aldrig kedeligt – som her, hvor hun kombinerer traditionelle nissebukser med en rød hoodie og nedtonet elegance i form af vintage silkehårbånd.
Fræk detalje: Kombinér høje hæle og chunky hyggesokker - feminint og komfortabelt på én gang.
Mon ikke Nissefar kan lokkes til en tur i kanen...





 

Få den skønne og sprudlende originale stil, som Nissemor står for:
• Nissehue fra Rema1000 til 29 kr
• Silkebånd fra Søstrene Grene til 4,98 kr
• Appelsiner fra Aarstiderne.com, 66 kr/kg


lørdag den 3. december 2011

Glad mave - glæde i livet

Vi har mødt ernæringscoach og madblogger Sofie Kurland i hjemmet i Vridsløse landsby. Selvom byen kun huser ganske få familier hersker her en ganske særlig stemning af jul og byen har da også sine helt egne traditioner. Vi fejrer bl.a JÓL i vikingebyen - her lærer børnene om julen, som den var helt tilbage i vikingetiden, hvor det var en lysfest og hvor fokus var på lys, varme og sammenhold og ikke som nu, hvor julen er et stort gave- og madræs. Og særligt julens mad vil vi tale lidt med Sofie om - hvordan klarer vi os udenom de ekstra kilo, den dårlige samvittighed og det store madspild, når nu vi går ind i julemåneden?

Sofie tager imod i træsko i haven, hvor hun er ved at binde neg til fuglene - "selvom det ikke er bundfrossent endnu kan de jo godt få lidt rart til maven", fortæller hun - "det er her i maven det hele starter for dyr og for mennesker - og så breder det sig som ringe i vandet". Det kræver vist en forklaring og den får vi ved Sofies store rustikke spisebord, hvor hun serverer en dampende varm kop Kusmite med kanel og nelliker. 

"Maven er vores inderste sted - vores kerne - hvis din mave er glad breder det sig til din krop, som bliver glad. Du får mere overskud i din dagligdag, du klarer dit job og dine pligter bedre og bliver interessant for din partner og din familie. Tænk bare, hvor usexet luft i maven fx kan være. Jeg er faktisk sikker på at mange verdenskrige var undgået, hvis bare verdens herskere havde sørget for en ordentlig morgenmad", fortæller Sofie. Og hvad er det så, der gør vores mave glad? Vi får nu en guidet tur i de hellige gemakker, hvor Sofie opbevarer alle ingredienserne til det gode liv.



Kombinationen er utrolig vigtig - spiser du sødt skal du spise surt - får du mættet fedt spiser du straks umættet - tænk yin og yan - stærk chilisauce kombineres med dansk tyk fløde, spiser du sød marmelade supplerer du med en kras drueagurk. 



Mange mennesker lider i dag af mælkeallergi, men kan du klare mælk, gør den dig sikkert godt. Sip den evt. i meget små portioner og føl efter i hvilken retning dit humør går - bliver du glad af at drikke mælk kan du putte lidt ekstra på din grød eller i din te - bliver du træt og humørsyg vælger du bare et andet produkt for at dække dit kalkbehov.



Forkælelse er essentielt for en glad mave - Jeg plejer at forkæle min skønne mand og mig selv med champagne, som jeg altid har på køl - hertil en lækker snack - husk: lidt har også ret og hellere en smule friterede grøntsager end en hel pose chips. Her har Sofie valgt friterede løg i mundrette bidder.



Grønsager kan vi ikke komme udenom - gå efter årstidens - lige nu er det kål, der er sagen. Prøv evt. Sofies kålsalat - opskriften finder du nederst på siden.



Hvis du skal gøre din mave glad, skal den have nogle gode oplevelser - krydr din mad med eksotiske krydderier. Gå evt. nye veje og kom karry på din havregrød eller lakridspulver i din pasta bolognese. Vaner er en dødssynd, når det kommer til glade maver.

Såles opmuntret både i mave og i sind forlader vi Vridsløse med opskriften på en glad mave både i december og i det nye år, der venter.

Sofies frække kålsalat:

Snit et hvidkålshovede fint. Flæk en agurk og skrab kernerne fri - gem dem til morgensmoothien. Skær agurken i mundrette bidder og bland den med hvidkålen - dryp med citron og hør englene synge.




torsdag den 17. november 2011

Løbecoachen anbefaler - løberens top 6 over musik til løbeturen




Ved løbecoach og kropsterapeut Sofie Kurland.

Et af de spørgsmål, jeg meget ofte bliver stillet i min brevkasse, er: Hvordan optimerer jeg min træning ved hjælp af musik? Til alle jer, der drømmer om timelange løbeture i selvforglemmelse og runners high, har jeg udarbejdet en setliste - lige til at downloade og tage med dig næste gang løbetrangen kommer over dig. Bevar rækkefølgen i numrene, så pulsen kommer skiftevis meget højt op, for igen at lande i hvilepuls i passager.

http://www.youtube.com/watch?v=bW5czKqT05A

http://www.youtube.com/watch?v=8t7ngya7e90&feature=fvwrel

http://www.youtube.com/watch?v=1oR3pXcnsTs

http://www.youtube.com/watch?v=vlZQYZZtAHk

http://www.youtube.com/watch?v=boPOf_8mYWc

http://www.youtube.com/watch?v=ENwl50xONU0

onsdag den 16. november 2011

Jeg er dronningen af fastfood

OBS! Det anbefales at læse denne artikel først: http://www.aok.dk/shopping/jeg-er-dronningen-af-takeaway


Det er ikke kun, når det gælder toiletpapir og hudplejeprodukter, at det skal være det billigste af det billigste. Vi har været på shopping med Sofie Kurland, som er nødt til at gå på kompromis med både mad, mode, vin og sine idealer.

Fakta
Sofie Kurland er mellem job. Hun bor i betonforstaden Albertslund med sin mand og to børn.
Hvor køber du tøj?
»Jeg har utrolig få penge, og det begrænser det lækre udvalg. Folk siger altid, at de blander dyrt og billigt, men det kan man ikke med mit budget. Jeg kan ikke bare gå i Holly Golightly og Christian Louboutin, for der passer priserne mig ikke. Jeg er ked af at sige det, men tøj hænger bare grimmere på kroppen, når det er billigt.
Så jeg har nogle hemmelige tricks med de lokale genbrugsbutikker, bl.a. Kirkens Korshær, som så ringer til mig og siger: »Kurland! Billigt og godt til prisen er kommet hjem!« De ved, hvad jeg vil have, og jeg har lige købt en lækker orange fleecetrøje med Patrick-logo. Jeg føler mig som Jan Pytlick, der styrer håndboldslagets gang fra sidelinjen, når jeg har den på. Så jeg har en dødsrute med magiske steder, hvor jeg er sikker på, der er noget til mig. Jeg synes bl.a., at glemmekassen i svømmehallen er ret fantastisk.«
Hvilken butik besøger du mest? »Min yndlingsbutik i hele København er uden sammenligning minimarkedet på Jagtvej. Det er det billigste sted, fordi ingen af tingene er lavet fra bunden, og ejeren har altså selv været på hugst efter de billigste råvarer.
Han rejser også ud og finder datooverskredne produkter i bittesmå mellemøstlige butikker, der måske kun vil have 200 kroner for en hel palle varer, og samarbejder med ildsjæle rundt omkring i hele verden. Han har også lavet et hul i muren ind til Netto, så mange af produkterne faktisk er blevet tilgængelige, for det er lidt ærgerligt, at lækre ting skal koste så mange penge. Men det gør de, fordi de er dyre at producere, og fordi det er dyrt at være etisk.
Men tænk på, hvad minimarkedet gør for mæthedsfølelse og økonomi. Selvom jeg arbejder så lidt, som jeg gør, er jeg dronningen af fastfood, og jeg kan finde på at hente en forbagt frostpizza, som jeg bare skal putte i ovnen derhjemme i i ti minutter, og så dufter der guddommeligt.
Der er pommes frites, baconsnacks, makrelsalater, toastbrød, pulversupper, og du kan være fuldstændig ligeglad med, hvad du putter i munden, for det er bare rent fyldstof og aroma. Man kan eksempelvis købe verdens billigste kyllingenuggets hos minimarkedet, der smager, som McDonalds’ burde smage – af dobbelt friture.«
Hvor køber du sko?
»Sko køber jeg også i Kirkens Korshær eller i Tiger. Jeg elsker at forkæle mig selv med sko, og det bunder også i, at jeg økonomisk ikke er i klasse mainstream, så det er enormt rart, at jeg altid kan passe alle slags billige sko.
Jeg sidder og ligger meget derhjemme, så jeg er helt vild med sutsko fra Aldi, men jeg elsker også mine træsko med røde såler. Det eneste problem er, at jeg er virkelig dårlig til at gå i høje hæle, fordi jeg drikker meget og vælter nemt.
Jeg skvattede også til torvedag i Albertslund Centret, hvor jeg havde et par leopardprikkede buffalosko på, som var en tand højere, end jeg egentlig magtede. Da jeg så skulle tage imod en bankopræmie, faldt jeg to meter fra scenen, og så lå jeg dér. Jeg havde fejlagtigt troet, jeg kunne danse hen til podiet ligesom Ole Henriksen, men det kunne jeg altså ikke.«
Hvad med vin?
»Igen hos Tiger. Jeg kan allerbedst lide økologisk Pingus-vin, men det koster desværre alt for mange penge. Jeg er også fuldstændig vild med vine fra Meursault i Frankrig. Det er næsten lige meget, hvad man køber derfra, så er det fantastisk. Men når det gælder vine – og stort set alt andet – må jeg nøjes med 58 mellemvarer i stedet for én knaldgod ting.«
Hvor spiser du ude?
»Jeg elsker Ikeas cafeteria i Tåstrup, for der er hyggeligt og fint, og deres bearnaisesovs sidder lige i skabet. Desuden har de slankefritter, som jeg kalder dem, der er friturestegte og simpelthen så lækre. Vi spiser i det hele taget ikke så meget ude, men min søn ønskede til sin 13. fødselsdag at komme på Monarch-restaurant. Karlslunde Øst var umulig at få bord på, så vi tog på Karlslunde Vest i stedet. Et virkelig skønt sted.«
Hvad har du altid i tasken? »Læbepomade, mineralvand fra hanen og mindst én af mine overstregningstusser, som jeg bruger til at markere musthaves i butikkernes tilbudsaviser. Så har jeg eau de toiletten Bittersweet Hormonie med mig, som dufter af vanilje, rosmarin og acetone, og min Kløver Vaseline, som giver glød, energi og ensarter huden.«
Hvor køber du kaffe?
»Jeg må indrømme, at jeg er slave af Aldis gourmetkaffe, og jeg kommer i det hele taget meget i discountbutikkerne her i kvarteret omkring Roskildevej, hvor jeg ikke arbejder. Det er en hyggelig, lille landsby, vi har her.«
Hvor køber du smykker?»Jeg har en specialdesignet ring fra Egeskoven SFO, som jeg er meget glad for, og én af mine absolut yndlingsmadammer i byen er smykkedesigner Jette Bruun Svendsen, som er min svigerinde. Men det første smykke, jeg nogensinde har fået af min mand, er min intimpiercing, som jeg er utrolig glad for.
Vi havde ikke en krone, dengang han købte den, og vi levede seriøst af havregrød tre måneder bagefter, fordi alle pengene gik til det intimsmykke – og til fitnesscentret. Vi satsede stort på at komme i form og havde ikke en klink.
Jeg kan i øvrigt blive så træt af folk, der beklager sig over, at de har måttet pantsætte huset for at starte i fitnesscenter. Fordi gu’ pokker er man da nødt til at satse – hvor i alverden skulle pengene ellers komme fra?
Når man som kvinde går i banken og siger, at man gerne vil af med mormorarmene, og samtidig fortæller, at man er arbejdsløs, så får man altså ikke en rød reje. Men så må man jo belåne alt, hvad man ejer, i stedet. Hvis vi ikke havde gjort det, havde vi jo ikke slanket os en centimeter.
Så min intimpiercing betyder rigtig meget for mig, fordi det minder mig om en tid med store drømme og vovemod.«

onsdag den 26. oktober 2011

Spis dig smuk

Vidste du, at naturens råvarer gør underværker for din skønhed - indefra? Læs med og få inspiration til, hvordan du får ”det lille ekstra”, som gør dig endnu skønnere.

Babymajs
Denne eksotiske grønsag indeholder 50 gange så meget betakarotin som gulerødder, så med en enkelt skive (2 mm) om dagen får du godt med kulør til din vinterblege hud. Drøj i brug – en pakke rækker til 90 dage.

Blåmuslinger
Saft og kraft fra havet. Sug og sut de rå skaldyr i dig og mærk, hvordan de helsebringende salte og mineraler lagrer sig i kroppens celler som et struttende sundhedslager. Bonusinfo: Gør dit skedesekret klart og velsmagende.

Fedtegrever
Også kendt som ”grisens nødder”. Denne sørgeligt oversete og næsten glemte spise fugter og nærer din hud indefra med vigtige liposomer og lecitider, som modvirker tørre og skallede pletter. Bør dog indtages med omtanke og under ingen omstændigheder lige umiddelbart inden saunabesøg.

Kantareller
Kort sæson, lang virkning. Brug efteråret på at indsamle et lager af denne næringsrige skat, som allerede i oldtiden var kendt for sin antirynkevirkning. Spis kantarellerne på havregryn, i yoghurt, som drys på desserter eller hvorfor ikke som pikant pynt på dit glas med Cosmopolitan?

Vingummi
Vi har hørt så meget om chokoladens fortrinlige egenskaber, men der er ingen grund til, at vingummien skal stå i skammekrogen. Kombinationen af gelatine og citronsyre virker nemlig opstrammende og astringerende på din hud og styrker knoglerne. Det gælder dog kun for de hvide af slagsen - altså dem, som i Matador Mix ligner et hvidløg.

fredag den 14. oktober 2011

Tippers tips: Sminke


Stjæl stilen: Fejende flot, elegant, feminin helt ud til de lakerede fingernegle. Det er lykkedes skønhedsredaktionen at lokke Tipper til at løfte sløret for sine hemmeligheder til at se godt ud, uanset alder. Vi starter serien med Tippers sminketips.
1.   Kært barn har mange navne: Rouge, blusher, eller som Tipper foretrækker at kalde det: kindrødt. Markerer ansigtet og får ungpigegløden frem i enhver. Vælg rødlige nuancer for et frisk traveturslook, brunlige for solkysset sødme og violette for en sofistikeret skyggevirkning.
2.   Øjenbryn. Bør holdes i kort snor og trimmes til perfektion i en smal bue. Det naturlige look er vansirende, siger Tipper, ”man må godt kunne se, det er en rigtig dame, man har med at gøre”. Farves to eller tre toner mørkere end den naturlige farve for det rette divalook.
3.   Læber. Er du så heldig at have en smukt hvælvet amorbue fra naturens hånd, er det bare at fejre kyssetøjet med en dyb fuchsia- eller calypsorød læbestift. Ellers kan du, som Tipper, snyde lidt og tegne buen op med en speedmarker, som virker let irriterende på huden og derfor får læberne til at fremstå mere fyldige. Fyld ud med en flot farve, og dit balkort er fyldt på et øjeblik.
4.   Neglelak. Cleopatra, Marlene Dietrich, Anne-Mette Fogh Rasmussen – alle har de benyttet sig af dette skønhedsprodukt, som gør en dame til en lady. Tipper foretrækker perlemorslakker i hvid, rosa og koralfarvet til dagsbrug, mens det om aftenen gerne må være den dybrøde lak, som tiltrækker mændenes blikke. ”Sørg for at stille neglelakken i køleskabet”, råder Tipper, som også anbefaler at røre en knivspids terpentin i flasken, hvis lakken er størknet eller krakeleret, ”så bliver den som ny”.
5.   Den indre skønhed kommer sidst i rækken, men Tipper har alligevel et tip til at få sjælen ud gennem porerne og forblænde mændene: ”Drik to glas sherry eller en Campari, mens du smukkeserer dig. Smil til dit spejlbillede og se, om ikke det blinker skælmsk tilbage”.

søndag den 9. oktober 2011

Margit




Magit havde sådan nogle sammenknebne øjne, så det så ud som om hun smilede hele tiden. Hun var nummer et i klassen og hun valgte at gå gammelsproglig fordi hun gerne ville gøre noget ekstra ud af latin. 
Det var sjældent at Margit havde nogen med hjem fra skole selvom hun boede lige overfor skolen. Der var sådan gammelt hjemme hos hende - hendes forældre var ret gamle selvom moderen stadig studerede medicin - hun sad altid i arbejdsværelset og studerede det der medicin og man så hende aldrig studere men forestillede sig bare at hun sad og kiggede på en masse flasker med forskellige væsker med de samme sammenknebne øjne som Margit. Hun havde også migræne meget ofte og så var der rullet ned med sådan nogle gamle rullegardiner i gul og brun, som man helt sikkert ikke længere kunne købe i butikker. Og deres mad var også virkelig gammel - ikke fordærvet, men ligesom købt et andet sted end i et supermarked og i noget andet emballage. Man fik sådan en trang til at høre Margit, hvordan forældrene aftalte de indkøb og derefter gjorde dem - 
Margit lod som ingenting - man kunne tit se hende på vej til skolen efter et frikvarter - så havde hun lige været hjemme og vende og havde nappet et æble på vejen, som hun gik og gnaskede. 
Der eksisterer en billedserie af Margit fra dengang hun blev student - det ser ud som om hun smiler på alle billederne og hun har studenterhuen på med remmen under hagen og er iført en hvid kjole og man aner ikke i hvilket år billederne er taget. 
Der er ikke rigtig nogen, der har bevaret kontakten med hende og hun er ikke kommet til gammel elevfest, men der var en, der havde set hende på universitetet, hvor hun holdt forelæsning.

fredag den 7. oktober 2011

Robert



Robert kan lide at sige sit eget navn - ROBERT, siger han og smiler med sine lidt udstående fortænder. Det er et godt navn. Det har sjældent medført øgenavne - ej heller kælenavne eller kalden ved efternavn - navnet eksisterer i kraft af sig selv og Robert hviler i navnet.
Robert groede overskæg i en tidlig alder - det var den gang han var aktiv søspejder - så var de nogle fyre, der lod skægget stå, men Roberts kindskæg lod vente på sig. Han tog det af og koncentrerede sig om overskægget og nu er det sgu' ved at være gammelt. Det er stadig mørkt og blankt som hovedhåret - .
Dengang Robert var på højskole mødte han sin kæreste. Det var en skide dejlig tid.  Hun hedder Anne og Robert synes stadig at hun er pissedejlig. Det siger han gerne til hende. Fx. når de vågner sammen, så kan han lægge sig og støtte sit hovede i hånden og bare kigge og smile til Anne - og så spørger han grinende: ligger du bare der og er så pissedejlig? Og så griner de begge og kysser. 
Robert bor på loftet i sine forældres hus og det går sådan set meget godt - Anne er der en stor del af tiden. Robert har bygget en slags kaneseng, og så kan man ligge under kippen og kigge ud af det lille vindue. Der ligger han og taler om fremtiden med Anne. De vil det samme, men først når de er færdige med studierne - lige nu er det praktisk at spare op og blive boende på loftet.
Robert er bange for hunde og det skyldes at han som barn blev jaget og derefter bidt af en løs hund på en gård i nærheden af hjemmet. Han blev kørt på skadestuen og blev syet og hunden blev aflivet, men siden dengang har han været ualmindelig utryg, hvis der er en hund i nærheden. Det er lidt et problem da Annes forældre har en hund - en bokser - og når den kommer ind i stuen bliver Robert stiv som en pind. Anne og Robert har prøvet at forklare om angsten for hunde, men Annes forældre har virkelig svært ved at sætte sig ind i det, og de er ikke særlig villige til at lukke hunden ude i køkkenet når Robert er til middag.
Derfor føles det som en lettelse når besøget er ovre og Anne og Robert er hjemme på loftet - her er der ikke adgang for hunde griner Robert inden han kysser Anne godnat.

mandag den 26. september 2011

Elsebeth



Røde æblekinder omkranset af pagehår. Stor pædagogisk indsigt. Børn elsker hende. Mænd er tiltrukket og får modspil, men hun er svær at nå ind til. En kvinde med drive og egne projekter og dagsorden. Når Elsebeth er fordybet i en bog, et strikketøj eller et høringssvar til lokalplanen, lukker hun totalt af for omverden.
Elsebeth har altid en god lammerullepølse i køleskabet til natmaden, som deles med manden Niels sammen med et godt glas øl, når de mødes sent om aftenen efter hver deres lange og indholdsrige dag. Børnene er store nu, det er kun den lille på 19, som stadig bor hjemme men ude i annekset, hvor hun har sit eget tekøkken. Elsebeth blander sig ikke i sine børns liv men læner sig op af den sunde opvækst med frihed under ansvar, som hun og Niels i samdrægtighed har skænket dem. Kommer de til hende, er hun der for dem, men grundlæggende er de stærke og selvstændige individer med egne løsninger på deres udfordringer.
Der er noget med Elsebeths fødder. De er små og buttede og er tre toner mørkere end resten af kroppen. Altid med neglene lakeret i mørk blommefarvet, og altid i en håndsyet tullesko uden strømper, sommer som vinter. Kun ved stærke frostgrader trækker Elsebeth i sine laplandsstøvler, foret med rensdyrpels. Igen barfodet, kun med neglelak. Jordforbindelsen er utrolig vigtig for Elsebeth, og den barfodede gang på jorden er et bogstaveligt udtryk for dette. Hun kan ikke mærke sig selv, hvis fødderne er spærret inde i en strømpe. Et enkelt trick, men det virker. ”Prøv selv”, siger Elsebeth til mange tvivlere.

onsdag den 21. september 2011

Klamamsen: GPS - lige til at få PMS over

“Fortsæt lige ud 100 meter. Drej til venstre ad 3. vej i rundkørslen”. Første gang, jeg hører stemmen i bilen, farer jeg sammen i sædet. Jeg er på jomfrutur med min nye GPS, som jeg har fået i julegave af min mand. Han har åbenbart misforstået det med, at bløde pakker skulle være upopulære – ja hos børn, men jeg ville da hellere have haft en silkekjole end en usexet GPS. Dog var jeg ikke så uheldig som min veninde, der fik en ekstern harddisk af sin kæreste i morgengave, ”til at lægge bryllupsbillederne på”, var forklaringen. Hallo, mænd, hvad tænker I på? Tror I ikke, vi kan regne ud, at I gerne SELV ville have en eller anden dims, og så bruger os som undskyldning for at købe den? Nå, men her sad jeg altså på førersædet med min nye ”passager” i forruden, på vej til et outlet i nærheden af Næstved. Hvad er der nu galt med Kraks kort, spørger jeg bare, efter at det tog mig 41 minutter at indstille destinationen og sætte GPS’en ordentlig fast. På den tid kunne jeg snildt have nået at pløje mig gennem de første ti rækker bøjler med lækkert tøj. Turen går ikke helt efter planen, for den metalliske stemmer beordrer mig konstant op ad afkørsler og ned ad små veje, op og ned, rundt og rundt, så jeg til sidst har mistet overblikket og tumler forvirret ud af bilen, da jeg endelig når min destination. Det hjælper at komme ind og fordybe sig i lagersalget, og mit humør er noget højere, da jeg efter 1½ times powershopping sætter mig ud i bilen igen. Jeg kigger på GPS’en, tager en dyb indånding, afmonterer den og pakker den ind i en Malene Birger-pose, som jeg skriver ”Til Jan” på. Så ka’ han lære det!

Hæl i uheld

Dorte: Av av av. Åh. (sukker)

Skubber sig væk fra bordet på kontorstolen og bukker sig ned. Suger luft ind mellem tænderne.

Dorte: Det er godt nok skidt.

Mette: kigger koncentreret ind i skærmen og ser meget optaget ud

Dorte kører stolen hen til Mette og strækker foden frem.

Se lige! Den er helt gal med min hæl.

Mette kigger hurtigt ned på foden og hurtigt væk igen.

Hvad er der galt med den?

Hælbetændelse. Jeg siger dig, det gør ondt. Faktisk burde jeg slet ikke gå på den. Av av, åhh. Ja, hvis bare lægen havde sagt noget, man kunne bruge til noget, så...

Mette taster, sletter og taster.

Dorte: Men det var jo ikke ligefrem sjovt, det han sagde.

Ruller baglæns på stolen tilbage på sin plads.

Åh, det er filme også da uheldigt.

Åhhh (stamper med foden i gulvet og fortrækker ansigtet i pinefuld grimasse)

Dorte: har du fået kaffe?

Mette taster og siger mmm.

Dorte: jeg kunne godt nok også trænge til en kop kaffe, for filan da. Rejser sig op men dumper ned igen på stolen.
Århh, av av.

Mette rejser sig og tager sin kop.

Dorte: Mette

Mette: ja?

Dorte tøver. Ikke noget alligevel.

Mette: Okay.







Franks Landkøkken

tirsdag den 20. september 2011

Maj-Britt

Maj-Britt.
Det skal være med bindestreg, ellers bliver det for langt.
Det var min mors betingelse for, at far fik sin vilje og opkaldte mig efter sin svenske yndlingskusine, som var flyttet helt til Piteå og aldrig siden havde sat sine ben syd for Stockholm.
Ellers er der ikke meget svensker over mig; jeg er faktisk helt og aldeles pølsedansk, og hvorfor skulle man ikke være stolt af det.
Det er ikke så meget, jeg har med hjemmefra af interesser. Min mor og far er meget almindelige og har det bedst i en blød lænestol, når de endelig har fri fra arbejde. Jeg er også selv lidt af en sofakartoffel, faktisk har jeg en aftale med min sofa hver aften om, at vi skal se fjernsyn sammen. Men jeg har alligevel brug for noget mere i mit liv, for at jeg kan være helt tilfreds. Jeg er meget kreativ og kommer rigtig meget i Panduro Hobby. Der kunne jeg godt få en ærespris for at være deres bedste kunde. Det er bare noget af det bedste at komme ind i deres butikker og se, om der er kommet noget nyt i flamingomodeller eller bare nogle nye farver piberensere. Deres perler er jeg også helt vild med, men de er alt for dyre, så jeg venter med at slå til, indtil Netto har perler på tilbud. Det er altså rimelig skørt, men jeg var engang rundt i syv forskellige Nettobutikker for at købe så mange som muligt. Jeg fik endda min mor til at tage rundt i to Nettoer for at få de koralfarvede rørperler, som var gået som varmt brød de andre steder. Der er ikke mange, som kender mig, der ikke har en MajB-halskæde eller et par MajB-øreringe, som jeg har lavet til dem. Ikke mænd, selvfølgelig, men jeg har faktisk en herreserie på tegnebrættet, det skal bare være mere noget med sølvperler og sort gummi og måske noget læder. Det er bare ikke noget, jeg går og plaprer op med, for jeg har før været ude for, at mine idéer er blevet stjålet af folk, jeg stolede på, og pludselig har alle bare gået rundt med det, jeg kalder falske MajB-smykker, og det er bare not fedt.

fredag den 16. september 2011

Henning & Torsten.

Henning Spænding og Torsten Skorsten
Jeg vil da helt klart helst hedde Henning. Det er lige så uforstilt, som Torsten er prætentiøst. Et forældrepar, som kalder deres søn for Henning har ikke andre ønsker, end at han skal blive en god dreng, mens en Torsten kravler ind i verden med helt andre ambitioner påhæftet. 
Henning spiller fodbold, Torsten går til fægtning. Henning har anderumpe, Torsten har sideskilning. Henning læser Fantomet, Torsten læser lektier. Henning er rap i replikken. Torsten er tavs. Henning dør af en hjerte-karsygdom som 59-årig. Torsten spiller tennis, til han er 91. 
Torsten er højt, højt, højt uddannet. Læge, ingeniør, i det mindste sagfører. Torsten svæver over vandene, hans radar opfanger slet ikke kampene på gulvet under sig. Hans næse er slet ikke gearet til at opfange lugten af sved, næseblod og feromoner. Hans lange lemmer færdes slet ikke de steder, hvor ånden er underlagt kroppen. Det hele foregår i hovedet på Torsten. Engang imellem kan man se hans årer i tindingerne dunke, hvis man kigger godt efter. Ellers er han stenrolig. Sutsko af, sutsko på. Regelmæssig onani, begrænset begær. Med Torsten som bordherre går tiden i stå.
Henning klarer sig altid, redder røven med en vaks bemærkning eller et kattespring. Fra hånden til munden, fra munden til røven og fra røven til munden igen. Henning bruger ikke tiden på at spekulere. Han handler per instinkt og slapper af i pauserne. Engang fik han en dame med hjem, som viste sig at have gebis. Ud røg gebisset, og ind røg Henning. Han duer ikke til lange forhold men har børn i tre landsdele. Når børnebørnene ringer, kalder han dem Skipper, også pigerne. Henning er ikke bange for at dø, men han forlanger, at der bliver spillet Elvis til begravelsen. 

UFFE

Godaften, godaften, godaften.

Hey du der - du er sgu da meget lækker - jeg vidste ikke at der kom lækre piger til mit show. Det plejer at være omvendt - kender i det? Jeg er KENDT for at være ham, der kommer til de lækre pigers show. Og med kommer, der mener jeg kommer og det er som oftest tidligt i showet. (KATJAW)
Nå, men så her forleden siger min bedre halvdel at vi skal handle. Vi skal have en loppemarkedstand med noget af vores gamle ragelse siger hun. I kender et loppemarked, men jeg ved fandme ikke hvad det har med lopper at gøre. Min hund kunne have et UDEmærket loppemarked med de tæver, den har været på ryggen af i vores lokale hunde-pisser-park - der var da noget at sælge ud af. Men at kalde det LOPPEmarked fordi man sætter noget skrammel på et bord - DET-FORSTÅR-JEG-IKKE.
Det viser sig at hvad madammen har tænkt sig at tjene en skilling på er undertegnedes samleobjekter.
"UUUUUFFFFEEEEEEE - du leger da ikke med playmobil længere" Nej! Du leger da heller ikke med dine legekammerater fra børnehaveklassen, men det er jo ikke ensbetydende med at de skal sælges i en sølle bod for ussel mamon - ER DET?
Så sælger hun sgu ud af lingeriet - som om der er nogen i hele verden, der kunne drømme om at købe en gammel BH. Se det var hvad jeg tænkte. Men så kommer der sgu en gammel husar hen og tager mål af pigebarnet. Jeg køber hele skidtet siger han så. WHAT? Ja, for han kender et hus fuld af søde piger siger han og jeg svarer at det hus gider jeg sgu godt at besøge, så jeg tilbyder bessefar at komme ud med varerne. Så bliver hun sgu sur - konen. Det viser sig at han har en stald med wallakker og brysteholderne bruger tossen til at samle havregryn i eller hvad fanden det er han giver hestebasserne at æde - og jeg troede at jeg skulle have sjoveren på komedie - tror i lige jeg følte mig snydt?

Tak for i aften

krydderurter på stribe

Persille er bare så lesbisk - bund solid betonlebbe - helt efter bogen. Persille er grov og nopret, og hvis man skal være helt ærlig ikke særlig charmerende. Stor dusk. Supplerer hvidløg. Persille spiser en portion yoghurt naturel til morgenmad fra en skål - munden krymper sig imens, og der sidder hvide rester i mundvigen. Morgenmaden indtages midt i en hedetur og i bar overkrop. Sådan kender vi Persille. Rosmarin har haft sin storhedstid, og det er blevet til en række kære minder. Rosmarin ældes med ynde og er ikke bleg for at gå på dansegulvet og udforske den nye musik. Rosmarin har deltaget i et hav af middagsselskaber og soireer og kender menuer fra 4 årtier - en del af dem lidt kedsommelige. Hun har nydt dejlige vine og kender en god bordherre på lang afstand. Basilikum prøver for ihærdigt - de andre har lyst til at råbe "slap af" ind i de grønne blade. Men man kan ikke slappe helt af i selskab med basilikum og det føles lidt synd. Der er jo ikke ondskab i urten. Det kan bare hurtigt blive for meget og for "gjort". "Lad dog tingene leve, du taler dem til døde - du forklarer og disikerer og til sidst er det hele fladt og glansløst" Åh Basilikum - hvis bare du kunne forstå. Og så er der purløg, den filur - skøre, grønne purløg. 

Skippers livretter

Skipperlabskovs, eller lobescoves, som det retteligen hedder, med
rødbeder, purløg og iskoldt smør. Fadøl hertil.

Potkäse, hjemmedyrket i lerkrukke af osterester fra de sidste fem år og en
pægl rom. Spises på knækbrød med en snaps til.

Sildesalat, rød, finthakket med rødbeder.

Stegt ål med stuvede kartofler. Benene skal nå hele vejen rundt om
tallerkenen. Øl og snaps til.

Gammeldags æblekage, endnu bedre dagen eller dagene derpå.

Varm solbærsaft med en sjat rom i, får bugt med enhver forkølelse.

Stærk sennep på en ostemad.

Kippers lige fra dåsen med en øl til.

Kålrouletter med hvid sovs og rødbeder.

Karryketchup til medisterpølsen.

Maltbolsjer.

onsdag den 14. september 2011

Sommerhaven (forbered den allerede nu ...)

I juni måned viser haven sig fra sin allermest frodige og grønne side. Vi har samlet en buket råd og ideer til, hvordan din sommerhave præsenteres mest indbydende. Lad havens grønne farve danne baggrund for dine egne personlige udtryk og pluk af ideerne for at skabe den helt rigtige sommerstemning.



Naturens eget espalier:

Benyt en udgået bambus til at danne støtte for havens klatreplanter. Her har vi valgt skvalderkål og vildt voksende meldug for et klassisk udtryk, men vil du skabe faver og legerum i børnenes have vil ærteblomster og snerle være velegnede til formålet. Lad evt. børnene selv være med til at så planterne og se dem glædes over espalierets udvikling gennem sommeren.


Haveskulptur:

Skab en spændende og rummelig installation med havens materialer. Husk at variere sammensætningen for at skabe spænding i mixet af strukturer og farver. Her er benyttet gran, tornegrene og afblomstrede græsser for at lede fantasien hen på trolde og elverfolk. Det kan let blive havens yndlingsplet for højtlæsning og fantasirejser med børnene.


Grib ideen:

Lad sommerens samling af sten og muslingeskaller byde velkommen - Følg de smukke hvide strandskaller og lad dig inspirere af sand og bølgebrus når du inviterer dine sommergæster indenfor.


En farveklat i alt det grønne:

Her har de snorlige bed i den traditionelt anlagte have fået et sving med penslen i form af en knæpude i sprudlende farver. Puden er i privateje, men en lignende kan erhverves hos Harald Nyborg.


Aftenhygge på terassen:

For at skabe den helt rigtige kombination af hygge og vildskab er her sat en frodig, grøn og spiselig plante midt i terrassens tableau af rødlerspotter. Udendørslyset er fra Green Gate. I mælkekartonerne følger børnene årets gang med egne planteprojekter.