onsdag den 26. oktober 2011

Spis dig smuk

Vidste du, at naturens råvarer gør underværker for din skønhed - indefra? Læs med og få inspiration til, hvordan du får ”det lille ekstra”, som gør dig endnu skønnere.

Babymajs
Denne eksotiske grønsag indeholder 50 gange så meget betakarotin som gulerødder, så med en enkelt skive (2 mm) om dagen får du godt med kulør til din vinterblege hud. Drøj i brug – en pakke rækker til 90 dage.

Blåmuslinger
Saft og kraft fra havet. Sug og sut de rå skaldyr i dig og mærk, hvordan de helsebringende salte og mineraler lagrer sig i kroppens celler som et struttende sundhedslager. Bonusinfo: Gør dit skedesekret klart og velsmagende.

Fedtegrever
Også kendt som ”grisens nødder”. Denne sørgeligt oversete og næsten glemte spise fugter og nærer din hud indefra med vigtige liposomer og lecitider, som modvirker tørre og skallede pletter. Bør dog indtages med omtanke og under ingen omstændigheder lige umiddelbart inden saunabesøg.

Kantareller
Kort sæson, lang virkning. Brug efteråret på at indsamle et lager af denne næringsrige skat, som allerede i oldtiden var kendt for sin antirynkevirkning. Spis kantarellerne på havregryn, i yoghurt, som drys på desserter eller hvorfor ikke som pikant pynt på dit glas med Cosmopolitan?

Vingummi
Vi har hørt så meget om chokoladens fortrinlige egenskaber, men der er ingen grund til, at vingummien skal stå i skammekrogen. Kombinationen af gelatine og citronsyre virker nemlig opstrammende og astringerende på din hud og styrker knoglerne. Det gælder dog kun for de hvide af slagsen - altså dem, som i Matador Mix ligner et hvidløg.

fredag den 14. oktober 2011

Tippers tips: Sminke


Stjæl stilen: Fejende flot, elegant, feminin helt ud til de lakerede fingernegle. Det er lykkedes skønhedsredaktionen at lokke Tipper til at løfte sløret for sine hemmeligheder til at se godt ud, uanset alder. Vi starter serien med Tippers sminketips.
1.   Kært barn har mange navne: Rouge, blusher, eller som Tipper foretrækker at kalde det: kindrødt. Markerer ansigtet og får ungpigegløden frem i enhver. Vælg rødlige nuancer for et frisk traveturslook, brunlige for solkysset sødme og violette for en sofistikeret skyggevirkning.
2.   Øjenbryn. Bør holdes i kort snor og trimmes til perfektion i en smal bue. Det naturlige look er vansirende, siger Tipper, ”man må godt kunne se, det er en rigtig dame, man har med at gøre”. Farves to eller tre toner mørkere end den naturlige farve for det rette divalook.
3.   Læber. Er du så heldig at have en smukt hvælvet amorbue fra naturens hånd, er det bare at fejre kyssetøjet med en dyb fuchsia- eller calypsorød læbestift. Ellers kan du, som Tipper, snyde lidt og tegne buen op med en speedmarker, som virker let irriterende på huden og derfor får læberne til at fremstå mere fyldige. Fyld ud med en flot farve, og dit balkort er fyldt på et øjeblik.
4.   Neglelak. Cleopatra, Marlene Dietrich, Anne-Mette Fogh Rasmussen – alle har de benyttet sig af dette skønhedsprodukt, som gør en dame til en lady. Tipper foretrækker perlemorslakker i hvid, rosa og koralfarvet til dagsbrug, mens det om aftenen gerne må være den dybrøde lak, som tiltrækker mændenes blikke. ”Sørg for at stille neglelakken i køleskabet”, råder Tipper, som også anbefaler at røre en knivspids terpentin i flasken, hvis lakken er størknet eller krakeleret, ”så bliver den som ny”.
5.   Den indre skønhed kommer sidst i rækken, men Tipper har alligevel et tip til at få sjælen ud gennem porerne og forblænde mændene: ”Drik to glas sherry eller en Campari, mens du smukkeserer dig. Smil til dit spejlbillede og se, om ikke det blinker skælmsk tilbage”.

søndag den 9. oktober 2011

Margit




Magit havde sådan nogle sammenknebne øjne, så det så ud som om hun smilede hele tiden. Hun var nummer et i klassen og hun valgte at gå gammelsproglig fordi hun gerne ville gøre noget ekstra ud af latin. 
Det var sjældent at Margit havde nogen med hjem fra skole selvom hun boede lige overfor skolen. Der var sådan gammelt hjemme hos hende - hendes forældre var ret gamle selvom moderen stadig studerede medicin - hun sad altid i arbejdsværelset og studerede det der medicin og man så hende aldrig studere men forestillede sig bare at hun sad og kiggede på en masse flasker med forskellige væsker med de samme sammenknebne øjne som Margit. Hun havde også migræne meget ofte og så var der rullet ned med sådan nogle gamle rullegardiner i gul og brun, som man helt sikkert ikke længere kunne købe i butikker. Og deres mad var også virkelig gammel - ikke fordærvet, men ligesom købt et andet sted end i et supermarked og i noget andet emballage. Man fik sådan en trang til at høre Margit, hvordan forældrene aftalte de indkøb og derefter gjorde dem - 
Margit lod som ingenting - man kunne tit se hende på vej til skolen efter et frikvarter - så havde hun lige været hjemme og vende og havde nappet et æble på vejen, som hun gik og gnaskede. 
Der eksisterer en billedserie af Margit fra dengang hun blev student - det ser ud som om hun smiler på alle billederne og hun har studenterhuen på med remmen under hagen og er iført en hvid kjole og man aner ikke i hvilket år billederne er taget. 
Der er ikke rigtig nogen, der har bevaret kontakten med hende og hun er ikke kommet til gammel elevfest, men der var en, der havde set hende på universitetet, hvor hun holdt forelæsning.

fredag den 7. oktober 2011

Robert



Robert kan lide at sige sit eget navn - ROBERT, siger han og smiler med sine lidt udstående fortænder. Det er et godt navn. Det har sjældent medført øgenavne - ej heller kælenavne eller kalden ved efternavn - navnet eksisterer i kraft af sig selv og Robert hviler i navnet.
Robert groede overskæg i en tidlig alder - det var den gang han var aktiv søspejder - så var de nogle fyre, der lod skægget stå, men Roberts kindskæg lod vente på sig. Han tog det af og koncentrerede sig om overskægget og nu er det sgu' ved at være gammelt. Det er stadig mørkt og blankt som hovedhåret - .
Dengang Robert var på højskole mødte han sin kæreste. Det var en skide dejlig tid.  Hun hedder Anne og Robert synes stadig at hun er pissedejlig. Det siger han gerne til hende. Fx. når de vågner sammen, så kan han lægge sig og støtte sit hovede i hånden og bare kigge og smile til Anne - og så spørger han grinende: ligger du bare der og er så pissedejlig? Og så griner de begge og kysser. 
Robert bor på loftet i sine forældres hus og det går sådan set meget godt - Anne er der en stor del af tiden. Robert har bygget en slags kaneseng, og så kan man ligge under kippen og kigge ud af det lille vindue. Der ligger han og taler om fremtiden med Anne. De vil det samme, men først når de er færdige med studierne - lige nu er det praktisk at spare op og blive boende på loftet.
Robert er bange for hunde og det skyldes at han som barn blev jaget og derefter bidt af en løs hund på en gård i nærheden af hjemmet. Han blev kørt på skadestuen og blev syet og hunden blev aflivet, men siden dengang har han været ualmindelig utryg, hvis der er en hund i nærheden. Det er lidt et problem da Annes forældre har en hund - en bokser - og når den kommer ind i stuen bliver Robert stiv som en pind. Anne og Robert har prøvet at forklare om angsten for hunde, men Annes forældre har virkelig svært ved at sætte sig ind i det, og de er ikke særlig villige til at lukke hunden ude i køkkenet når Robert er til middag.
Derfor føles det som en lettelse når besøget er ovre og Anne og Robert er hjemme på loftet - her er der ikke adgang for hunde griner Robert inden han kysser Anne godnat.