er sur og råber: ryk tilbage i bussen! En tyk mand vælger at sætte sine
våde sko oven på mine sprit nye støvler, som godtnok er købt på udsalg,
men som sandelig ikke har været billige, skulle jeg hilse og sige. Får
lyst til at plante min tårnhøje hæl i hans uendeligt grimme sko, men
besinder mig. Man har vel lidt opdragelse med i håndbagagen. Men det har
min tykke støvle-hærger åbenbart ikke, for der kommer ikke så meget som
en lyd over hans læber. Det koster ellers ingenting at sige undskyld.
Men det er åbenbart kun kvindekønnet forundt at bruge det lille ord slår det mig.
Dagen går sin gang, kantinen serverer en gryderet, der ligner noget
katten har slæbt ind, skrivebordet er ved at bukke under for byrden af
ventende opgaver og chefen er sur. Kan det blive meget mere vinter i
Dannevang? Hvor svært kan det være at smile lidt under personalemødet eller lade en venlig bemærkning falde når man lægger endnu en stak opgaver fra sig?
Henad fyraften tikker der heldigvis en SMS ind - "hej søde, jeg har te på kanden og min lokale sushi-pusher er klar med en omgang maki - kig forbi og få varmen" Det er min vidunderlige veninde, der med sin fantastiske intuition har kunnet mærke mit vintermørke humør og nu tager hun affære - jeg smider de dyre støvler i hendes entre og slår benene op i sofaen - og så bliver der ellers knævret om alt mellem himmel og jord - om det sure vejr, og hvad det gør ved folk, om de mange dejlige sommeraftener der venter os med kølig hvidvin i glassene, om mænnerne, der aldrig har overskud nok til at se hvad en kande te og en god snak kan gøre ved folk på en råkold vinterdag. Hip hurra for det stærke køn, der ved hvordan man kommer helskindet gennem årstiderne og som med få midler kan vende vinter til vår alene med en velduftende, dampende kop te og en livsgivende snak.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar