fredag den 15. juni 2012

Klap lige hatten!




Åh nej, så er der VM i fodbold igen. En hel måned, hvor gemalen ligger på divaneseren med en kasse øl og ikke er til at komme i kontakt med, medmindre man hedder Peter Schmeichel eller Mikkel Bendtner. Forældremøder, fødselsdage og homeparties må rykkes eller forstyrres af kværnende fjernsyn, fordi mænnerne ikke vil gå glip af den VILDT vigtige kamp mellem Spanien og Norge. Det skulle lige være os kvinder, som insisterede på at se America’s Top Model midt i andelsforeningens bestyrelsesmøde – så kan det nok være, der blev rav i den!

Men alt det fodboldhalløj er nu ikke kun til den dårlige side. Det handler om at spørge sig selv, om øldåsen er halvt tom eller halvt fyldt. Hvis du giver din mand, hvad han har brug for – fodbold og øl – kan du gøre lige, hvad du har lyst til resten af året. Kvindelist, når det er bedst.  En vigtig tommelfingerregel er 0-6 (NUL SEX) under VM. Resultatet er en kampklar hooligan på lagnerne, når finalen er spillet og øllerne drukket. Dette er også tidspunktet, hvor man kan lade en bemærkning falde om, at man har shoppet amok – og blive tilgivet på stedet. Det kan man da kalde en win-win-situation – uanset, om Danmark når finalen eller ej. Så på med klaphatten og det rød-hvide undertøj, quinder! Heja olé.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar