fredag den 24. august 2012

(Di)skodans

Sæt noget skøn musik på anlægget og få rørt kroppen med denne dynamiske dans, udviklet og koreograferet af storyteller og fashionista Mette Clante, som samtidig viser sin imponerende skosamling frem. "Jeg ELSKER sko", siger Mette og anslår, at hendes skobudget ligger på mindst 400 kroner om året.
Følg trinnene og mærk varmen og livsglæden brede sig i hele kroppen.


Udgangspunkt: Stå med samlede fødder.
De romantiske gummistøvler er fundet på et outlet syd for København og har den særlige feature, at de kan indstilles til kraftige lægge. "Endelig en røjser for os med lidt bredere smalben", siger Mette, som typisk styler støvlerne med en knaldrød paraply.

2. Spring op i luften og land med krydsede ben i denne venstreskruede chasséposition, hentet fra Modern Dance. Mettes Converse har været med lige fra karnevallet i '82 og har gennem årene været udsmykket med både tyl, sikkerhedsnåle, graffiti og bling-bling, men nu er de tilbage i et kulørt 80'er-look. "Den turkis farve bliver jeg aldrig træt af", fortæller Mette, som især bruger skoene sammen med et stramt pencilskirt i brunt tweed og derved bryder sit ellers gennemført klassiske look. "Det er alletiders til en jobsamtale", afslører hun.

3. Så skal der shuffles. Sæt den ene fod lidt foran den anden og træk herefter den bagerste fod baglæns med tåspidsen mod gulvet, hvorefter den placeres et halvt trin foran den anden fod, som så tilsvarende trækkes baglæns, og herfra kører det derudad i en jævn rytme.
De frække MBT-sko har Mette fået af sin kæreste, som aldrig selv går i andet. "Man får de strammeste baller, og hvem kan sige nej til det", ler Mette.

 

4. Fra shuffle til Bournonville. Sæt af og nærmest svæv ud i denne klassiske chassé, som vel nok er højdepunktet af feminin ynde.
Mettes loafers af sødmælkskalveskind har hun arvet fra sin oldefar, og de sidder som støbt på foden. "Jeg bruger dem til både tango og havearbejde, og jeg er ofte faldet i søvn med dem på, så behagelige er de".



5. Sidste trin i dansen er en afslappet, parallel fodstilling, som evt. kan udvides til split, hvis man er lige så smidig som Mette.
De frække peeptoes i sort luksusgummi er udelukkende til aftenbrug, hvor Mettes smukke fødder kommer til deres ret. "Det gælder om at vise sine bedste sider frem og nedtone problemområderne", siger Mette, som sætter en heldækkende kedeldragt i sort til.


 
 
 
 
 
 
 
 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar