onsdag den 21. september 2011

Klamamsen: GPS - lige til at få PMS over

“Fortsæt lige ud 100 meter. Drej til venstre ad 3. vej i rundkørslen”. Første gang, jeg hører stemmen i bilen, farer jeg sammen i sædet. Jeg er på jomfrutur med min nye GPS, som jeg har fået i julegave af min mand. Han har åbenbart misforstået det med, at bløde pakker skulle være upopulære – ja hos børn, men jeg ville da hellere have haft en silkekjole end en usexet GPS. Dog var jeg ikke så uheldig som min veninde, der fik en ekstern harddisk af sin kæreste i morgengave, ”til at lægge bryllupsbillederne på”, var forklaringen. Hallo, mænd, hvad tænker I på? Tror I ikke, vi kan regne ud, at I gerne SELV ville have en eller anden dims, og så bruger os som undskyldning for at købe den? Nå, men her sad jeg altså på førersædet med min nye ”passager” i forruden, på vej til et outlet i nærheden af Næstved. Hvad er der nu galt med Kraks kort, spørger jeg bare, efter at det tog mig 41 minutter at indstille destinationen og sætte GPS’en ordentlig fast. På den tid kunne jeg snildt have nået at pløje mig gennem de første ti rækker bøjler med lækkert tøj. Turen går ikke helt efter planen, for den metalliske stemmer beordrer mig konstant op ad afkørsler og ned ad små veje, op og ned, rundt og rundt, så jeg til sidst har mistet overblikket og tumler forvirret ud af bilen, da jeg endelig når min destination. Det hjælper at komme ind og fordybe sig i lagersalget, og mit humør er noget højere, da jeg efter 1½ times powershopping sætter mig ud i bilen igen. Jeg kigger på GPS’en, tager en dyb indånding, afmonterer den og pakker den ind i en Malene Birger-pose, som jeg skriver ”Til Jan” på. Så ka’ han lære det!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar