"den plet kommer aldrig af" - novelle

Det var sommer og vejret var som det skulle være - solen bagte dagen lang, haven var frodig og børnenes latter lød fra alle kroge. Pigerne løb afsted på græsplænen, de havde sandaler på fødderne. De løb mod vandingsanlægget og drejede af netop i tiden, så de undgik at blive vandet.

Når de blev kaldt til måltid var appetiten stor hvad enten der var rugbrødsmaddder eller varme retter på menuen. En enkelt ret var dog ikke populær og det var hyldesuppen. Den blev serveret med tvebakker og smagen var både sur og stærk. Pigerne udviklede en måde at slubre suppen i sig uden at skulle smage. De lagde hovederne tilbage og holdt sig for næsen, mens de prøvede at lade suppen glide gennem halsen. Denne manøvre skulle dog udføres uden at nogen voksen fik øje derpå. Dugen var hvid eller ternet og porcelænet var uden det mindste skår. Det værste, der kunne ske, var at de fik øje på hinanden når de sad med fletningerne langt ned ad ryggen og næsen pegende mod loftet.
Mellemgulvet løftede sig opad i krampelignende rystelser, som ikke lod sig holde nede men boblede op gennem brystet og pressede hyldesuppen ud ad næsen, som en sprinkler. Dugen sugede tørstigt de mørkerøde dråber i sig og kvitterede med små, bombelignende pletter. Far fór op af stolen og råbte "de pletter kommer aldrig af!", for han vidste, hvor glad farmor var for dugen, og hans øjne var hårde og fyldt med afsky og afmagt over sine pigers åbenlyst dårlige manerer. Farmor var allerede forsvundet ud i køkkenet efter kartoffelmel, og farfar sagde, at nu måtte de håbe, at pletterne ville gå af, for ellers var det ikke godt at vide.