mandag den 12. september 2011

Tørre ben - novelle

benene var så tørre at huden var helt grå - åhhh, giv mig CREME på blev der sagt, men Mulle ville ikke . Du kan da selv creme benene ind sagde hun - hvorfor skal jeg sidde med fedtede hænder bare fordi dine ben er tørre. ARHHHHHHHHGGGGGG, kom nu - de tørster - de vil så gerne have noget væde - det er faktisk ikke væde - for gav jeg dem væde, blev de bare tørrere belærte Mulle. Det er fedt, der er i creme - se nu mig, når jeg ducher, så giver jeg dem med det samme et tykt lag fedt-creme og se lige mine underben - Mulle trak højt op i sine tights og viste stolt sine kridhvide og bløde underben frem. Jeg har også barberet dem, så cremen rigtig kan trække helt ind - og nu vi er igang kan du se, hvorledes jeg har behandlet mine fodsåler med pimpsten - prøv lige at mærk sagde mulle og lod sine fedtbløde babyfødder løbe hen over de grå-tørre ben - AAAVVV, det gør nas - tag dine fødder af. Små flager af døde hudceller fløj Mulle om ørerne, men hun så stadig mere tilfreds ud - i min bikini linie har jeg en hel masse alovera - måske lidt for meget - det er lige før det klumper, men se alligevel - nu kunne man se mærker fra tights-elastikker på både over - og underben. Mulle drejede sig rundt og stak ben frem og tilbage - snart havde hun også krænget tunikaen af og viste også armhuler. Du kan mærke at dine skægstubbe kradser. Dine læber trænger til vaseline, for de sprækker og bløder i frosten - se min indbydende mund sagde Mulle og klemte sine smalle læber sammen i en truttemund - uhmmm - det er ren cacaosmør - jeg er som en babynumse. Mulles briller fedtede en anelse, men når hun tog dem af for at pudse dem fik hun pludselig så små øjne. Det gælder simpelthen om at pleje sig selv sagde hun ...
Plejer af død, er det ikke sådan man siger, det passer i hvert fald meget godt på mig. Ved godt, at man skal exfoliere, creme sig ind, barbere, plukke, skrabe, massere, klemme, trykke og trække, men jeg orker det bare ikke rigtig. Højst noget med hvis jeg har været i svømmehallen og får husket cremen, men når jeg så står dér bliver jeg utålmodig bare efter lårene og underbenene, for cremen trænger ikke rigtig ind, og hvordan når man om på ryggen, og er der en pointe i at smøre ballerne ind, nej det er bare ikke lige mig. Håndcreme i tasken, lige ved hånden - glem det. Får det aldrig brugt før hænderne ligner egestammer set med lup, og så kan det være lige meget. Ligesom den salve mod forkølelsessår, som jeg først får købt, når underlæben ligner en regnorm, der har ædt et solbær. Sådan en som Mulle har altid produkterne i orden. Det er på en eller anden måde så naturligt for hende. Mentholatum og Otrivin i skuffen til forkølelser, Eight Hour, uundværlig til sprækker og småsår, som der står i flykataloget, bind, tamponer OG trusseindlæg, cremer til før og efter myggestik, liniment mod brændenælder, plaster i alle størrelser, neglefil og neglebuffer, som jeg aldrig havde hørt om før Mulle sagde det, neglebåndsfjerner og neglelak med og uden acetone, opstrammende bustecreme, øjencreme og natcreme, plejende maske og skrubbemaske OG rensemaske, ja undskyld men er det ikke det samme næsten, og både rensecreme, skintonic OG øjenmakeupfjerner. Jeg tror meget det er et spørgsmål om, hvad man lægger i det. Ved ikke om hudpleje gør til eller fra, men Mulle er det nok ikke lige, man skal spørge, for så står man der med sine fedtede porer og er selv ude om rynkerne. Jeg tror mest, det handler om gener. Det gør jeg.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar